”Glemsel er den største frihed, et menneske kan opleve. Fængslet, cellen, væggene, dørene, låsene, problemerne og de mennesker, som sætter grænser for mit liv og siger: 'Hertil og ikke længere', udraderes.

Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden.

Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.”

I juli 2016 forsøgte militærfolk at gennemføre et kup mod Tyrkiets præsident Recep Teyyip Erdoğans regering. Forsøget mislykkedes, men konsekvenserne for titusindvis af uskyldige intellektuelle, journalister og forfattere har været og er fortsat enorme.

De tyrkiske retssale og fængsler har siden kupforsøget været fyldt med folk, der påstås at have støttet kupmagerne, eller som blot ikke at har udtrykt tilstrækkeligt med opbakning til præsidenten.

I februar 2018 blev forfatter og journalist Ahmet Altan dømt til fængsel på livstid.

Denne samling af bevægende, hårrejsende og til tider morsomme essays er skrevet i fængslet. De handler om dagligliv, om savn, om inspiration og om at holde fast i, hvem man er, selvom omgivelserne gør, hvad de kan, for at nedbryde en. Kort sagt: de handler om at overleve.

Det er korte, gribende beretninger fra en absurd virkelighed, der udspiller sig i dette nu, mens du læser.

Jeg kommer aldrig til at se verden igen er oversat fra tyrkisk af Orhan Dogru.

"Læs den. Og læs den så igen!"
        - The Guardian

"en grufuld og gribende essaysamling om livet bag tremmer i et stadigt mere autoritært Tyrkiet"
        - Litteratursiden, oktober 2019